szopkanowproczna

Ellen Reument er forfatter til Julenissen fra 1918

Det var langt ude på landet i en lille landsby. Julesneen var faldet så blødt og tæt i et par dage, så hele landskabet var som et hvidt eventyrland. det var snart helt besværligt at komme frem undtagen i slæde.
Men børnene i landsbyen var henrykte. De tumlede den hele dag, rutschede på slæderne ned ad den høje bakke lige uden for byen. Som en stormvind fór de små slæder af sted ned ad den glatte, tilkørte bakke. Det var en fryd at suse gennem luften - det var jo, som man fløj!
Og børnene kom hjem med røde kinder, strålede øjne og god appetit. Det var utroligt, hvad de kunne sætte til livs af store humpler fedtebrød. Hvor det smagte, det hvide fedt med det grove køkkensalt og så en slurk af det hjemmebryggede, gærede øl!
Og næste dag var det jul!
Gamle Lars Klokker ville stå og hive i det tykke tov deroppe i tårnet, hvor uglen havde sit hjem, og krager og alliker fløj ud og ind.
Og mor ville sætte et fad dampende julegrød ud i laden til nisserne - og næste dag ville fadet være tømt. Far sagde godt nok, at det var kattene; men mor vidste bedre besked:
Og børnene ville blive vasket med sæbevand - både i ansigtet og på hænderne - de ville blive vandkæmmet. Pigernes lange hår ville blive flettet i små hårde fletninger med røde og blå bånd, drengenes omhyggelig skilt i en fuldkommen lige juleskilning!
Inde i husene duftede det af klejner og julekager, og fra ovnen brasede det: Mad var det jo selv i den fattigste hytte, når det var jul! Der kom store kurve fulde fra præstens og gårdene rundt omkring - i julen skulle ingen mangle.
Den store, store fest nærmede sig.
Præstens julegæster kom kørende i slæde ned gennem landsbyen, og var pakket ind lige til næsen, så man ikke kunne se, hvem det var. De så ud, som skulle de til Sibirien.
Der blev liv og lystighed inde i de små, lavloftede stuer med de store, gammeldags, slidte møbler og den rummelige, gæstfri favn.
Oppe i storstuen stod juletræet pyntet og parat til at tændes, og på bordet langs væggen lå alle gaverne i pakke med navn. Til stuen var der låst, ingen måtte se, og ingen måtte røre! - Men forpagterens håbefulde lille søn Mads var sluppet ind, uden at nogen havde lagt mærke til dertil.
De havde alle været så optaget af juleforberedelserne, at de slet ikke havde set Mads - hverken da han smuttede ind i storstuen bag Ane Kokkepiges brede skørter, og heller ikke, da han kravlede ind under bordet med den lange, hvide dug.
Mads gik ud og ind hos præstens. Hans forældre boede i selve præstegården og passede gården. De skulle til juletræ hos præstens og havde derfor spist tidlig til middag, og Mads havde fået lov til at gå i forvejen og underholde pigerne ude i køkkenet.- Men Mads fandt, der var langt mere interessant i storstuen. Han var fire år, havde rødlig blondt hår, blå øjne og røde kinder. I anledning af julen havde han fået sin nye matrosdragt på. Den var syet til at vokse i, så Mads druknede både i trøjen og bukserne; men fandt man ham endelig, blev man glad af at se på ham, hvis ikke man var det i forvejen. Han lo næsten altid over hele ansigtet, der lyste af sundhed og glæde.
Mads blev forkælet både hjemme og hos præstens - ellers ville han nok ikke have vovet det, han fandt på juleaften! - Drevet af nysgerrighed var Mads kommet ind i den store stue, hvor han vidste, alle juleforberedelserne nu var endt.
Ilden knitrede i kakkelovnen, og henne i hjørnet stod en tændt lampe, der lyste svagt over stuens herligheder.
Det store juletræ stod midt på gulvet behængt med vidundere af udklippede hjerter, net med rødkindede æble, forgyldte valnødder og et strålende spindelvæv af sølvtråde, der lyste i halvmørket. Mads sad så stille som en mus under bordet, indtil alle var gået ud af stuen, og døren låst.
Så stak han forsigtigt hovedet ud under dugen og så sig om. - Dette var mere end sjovt.
Han var ganske alene til juletræ.
Han kravlede på alle fire ud på gulvet og rejste sig op. At et grantræ kunne blive så fint! Han måtte hen og undersøge det nærmere, føle på æskerne og kræmmerhusene og se, hvad der var i. Pebernødder, chokolader, rosiner og mandler. Mads smagte på sagerne og blev mere og mere tilfreds.
Der var nogen ved døren, og nøglen blev drejet om. Mads var hurtig som et lyn inde under bordet igen:
Det var præstefruen og en af døtrene.
"Vis mig så, hvor lille Mads' pakker ligger," sagde præstefruen. Og Stella, Mads' gode legekammerat, der havde lært bogstaverne, pegede på en bunke pakke midt på bordet.
"Her," sagde hun, - "sikken en masse ting, han skal have - nu lægger jeg tømmen fra dig her, mor - så er det hele i orden!"
"Vi forkæler den dreng," sagde præstefruen, "bare han kan tåle det!"
"Jo, det er jeg vis på," svarede Stella, "Mads er en sød og god dreng!"
Mads blev ganske rød i hovedet. De skulle bare ane, han sad under bordet, så ville de nok ikke mere synes, han var sød!
Men ingen magt i verden skulle få ham ud af julestuen.
Der var et helt langt år, til julen kom igen, så man måtte jo nyde den, det man kunne.
Så lukkede døren igen, og alt blev stille.
Tømmen!
Mads havde kun én eneste tanke i hovedet, da han kom frem på ny - tømmen.
Mon det var en rød med bjælder, som havde ønsket sig så længe?
Forsigtig lirkede han lidt ved det hvide papir og kikkede. - Jo, den var rød, og der var noget der raslede!
Mads pakkede ud, dette var alt for spændende, og det var jo ham der skulle have tømmen! Nej hvor var den fin! Mads holdt den ud i stiv arm, og alle de små bjælder skinnede og raslede ved den mindste bevægelse. Hans hjerte bankede højt af glæde, det var jo hans højeste ønske - julens drøm, den blev opfyldt.
Mads havde ingen tydelig følelse af, hvor galt han bar sig ad. Han var kun fire år, og han var jo bedt med til at se juletræet og skulle have sine gaver, så det faldt ham ikke ind før bagefter, at han gjorde noget forkert. Foreløbig var han optaget af alt det nye og spændende, som han var ganske ene om at undersøge.
Han gik fra opdagelse til opdagelse.
Under tømmen lå der en stor, flad pakke - den var nok også til ham! Mads var blevet dristigere, han rev papiret til side - og frem kom en stor, dejlig billedbog med mange, brogede billede. Den var nok fra Stella!
Mads så på alle billederne, og sommetider lo han højt. Da bogen var gennemset, blev den lagt til side, og Mads fandt en stor pakke frem. Stella havde lært ham bogstaverne, så han kunne godt læse, at der stod "Mads" udenpå.
Det var lidt svært at få sejlgarnet op, men det gik - og frem kom den nydeligste nissedragt, grå bukser, en rød ulden trøje og en rød, spids nissehue med lang kvast.
Mads hoppede højt af glæde og dansede rundt om juletræet. Så begyndte han at trække i stadsen, og et øjeblik efter var forpagterens Mads forvandlet til en julenisse. Og nu vågnede først rigtig hans eventyrlyst.
Han ville ud i laden for at se, om alle de andre julenisser sad og spiste af grødfadet, hans mor havde sat ud. Men døren var låst, og ingen måtte jo vide, at han havde været skjult i den store stue. - Præstegården var lav, vinduerne ikke ret langt fra jorden, og der var både rørværk og tremmer og vildvinsranker at holde sig fast ved. Mads åbnede forsigtigt vinduet og kravlede op i karmen. Den lille nisse overskuede et øjeblik situationen, så lod han sig resolut glide ned på jorden. Det gik udmærket. Udenfor var det mørkt, men Mads kendte vejen, og kort efter stod han i laden. Der duftede det af hø og halm, det puslede i alle kroge. - Mads stod ganske stille. - Var det mon nisserne, der ville frem til det store grødfad, der stod midt på gulvet? Mor havde hængt en tændt lygte på loftsbjælken, for at nisserne skulle kunne se at spise, og for at det hele skulle være lidt festligt.
Det halve af grøden var spist, men nisserne var ikke at se.
Mads satte sig hen i krogen for at vente.
Når de nu alle sammen var kommet og sad nok så godt ved grøden, så ville han gå hen til dem og tage huen af og ønske dem "glædelig jul" og fortælle dem, at det var hans mors grød, de spiste. Så ville de nok danse omkring ham og lege med ham. Mads sad ganske stille og ventede.
Hvor det puslede alle vegne! For oven, for neden, i krogene, det var, som halmen var levende. Alle de vilde kattekillinger kom frem. De var så smukke - sorte, grå, rødspættede, hvide - ingen menneskelig hånd havde krammet dem endnu, for de var umulige at få fat på. Men nu sad de nok så fredeligt omkring grødfadet og gjorde sig til gode. Mads morede sig kongeligt. Han nærmede sig ganske stille - hvor ville han gerne fange bare én eneste og klappe dens bløde pels! Men vips, var hele flokken væk og skjult højt oppe på loftet. De havde optaget faren, der truede - og hvad var en klat grød mod den ubudne frihed!
Mads satte sig ned igen og ventede. Hvis nissefamilien ville have mad, måtte den snart komme, for fadet var næsten tømt.
Det puslede igen, halmen rørte sig hist og her - og se, frem kom rotterne, de store, grå rotter og lejrede rundt om fadet.
De var sultne og tog for sig af retterne, men Mads kunne ikke lide dem og var lidt bange for dem.
Der kom nogen udenfor - det var moderen. Mads kendte de hastige, små skridt. Nu måtte man nok se at komme af sted i en fart for ikke at blive opdaget!
Rotterne havde instinktiv taget flugten og var skjult under halmen igen. Mads havde rejst sig op så sig et øjeblik rådvild omkring. Fra laden førte der en dør ud i huggehuset; hvis den stod åben, kunne Mads komme derfra ud i præstens have. Nu stod hans mor i døren. "Ih, jøsses dov," sagde hun og slog hænderne sammen, nisserne har nok været der og spist julegrøden!"
Mads havde vendt ryggen til og tog flugten.
"Nej se, nej se," råbte hans mor henrykt," der er jo en af de små fyre - hej, hop, lille ven. Du behøver ikke at skynde dig så stærkt, jeg skal såmænd ikke gøre dig noget fortræd! Er du kommet væk fra familien, dit lille pjus! Nej se, nej se, hvor du kan bruge de små, tykke ben! Det skulle fatter se, så ville han gi' mig ret i, at det er nisserne, der spiser julegrøden! Ja, det har jeg jo vidst i mange år! Glædelig jul, glædelig jul, lille nissemand!"
Nissemanden svarede ikke, men han viftede med huekvasten, og forpagterens kone forlod laden glad over sit syn og stolt over, at hun havde fået ret og nu kunne overbevise sin mand.
Men Mads styrede, så hurtigt hans små ben kunne bære ham - gennem huggehuset og ud i præstens have.
Langs muren sneg nissen sig forbi de oplyste vinduer - over den gamle veranda - og videre til storstuens vindue, der endnu stod på klem.
Mads var en rask dreng og vant til at klatre, det var en let sag for ham at kravle op ad det lille stykke mur.
Men da han sad overskrævs oppe i vindueskarmen og lige skulle til at hoppe ned på gulvet, gik døren til dagligstuen op, og Ane Kokkepige kom ind med forklædet fult af appelsiner, der skulle i kurvene.
Hun gav et vræl ved synet af julenissen og slap forklædet, så alle appelsinerne rullede ud over gulvet. Mads var lamslået og vidste ikke, om han skulle springe ud eller ind - han sad som spigret fast til vindueskarmen.
Ane så ud, som var hun en besvimelse nær.
I stuens halvmørke kunne hun ikke skelne Mads' træk, hun så kun den røde trøje og huen og de grå bukser.
Præsten kom til: "Hvad er der, Ane - hvorfor skriger du?"
"Julenissen er der - julenissen!" stønnede Ane og pegede hen på lille Mads, der begyndte at føle situationens alvor.
Tænk, at den store, tykke Ane kunne blive så bange for ham! Hun havde åbenbart aldrig før set en julenisse!
Og nu gav Stella også et højt vræl fra sig og den lille Jenny. Mads fik helt ondt af dem.
"I skal ikke være bange!" sagde han resolut og lod sig glide ned på gulvet og gik hen imod dem.
Der blev en leen og spøgen og skænden, og Mads blev ført i triumf ind i dagligstuen, hvor præstens og alle gæsterne sad.
Men da var julenissens mod forbi. Han holdt begge hænder for øjnene og stortudede.
Der vankede jo nok lidt skænd og nogle alvorsord; men det var jo juleaften, hvor alle sind stemmes til mildhed og overbærenhed, og da Mads hurtigt indså, hvor galt han havde båret sig ad, fik han snart tilgivelse.
Værst blev det hjemme.
For hans far glemte aldrig den historie og drillede bestandig sin kone med den jul, hun så julenissen nede i laden.
Og grødfadet blev aldrig mere sat derned!